Om Windwood
Hvem er vi?
Vi, Jytte og Birger bor i en lille landsby ved Skærbæk i Sydvestjylland med vores 4 golden retrievere. Vores første golden købte vi i 1974.Vi startede med opdræt i DKK-regi i 1998: Først udstillingslinien senere gik vi over til jagtlinien. Vores hunde betyder meget for os og er nok mere en livsstil end en hobby. Alle vores hunde bliver brugt på praktisk jagt, working tests og markprøver og vores hanhunde er gennem tiden blevet brugt i avl over hele Europa. Vi har gennem årene solgt hvalpe i det meste af Europa og til opdrættere i andre lande.
Vi har rigtig god kontakt med vores hvalpekøbere gennem alle årene og står altid til rådighed med oplysninger og hjælp hvis der opstår problemer.
Baggrund
Vi har begge gennemgået Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse og løbende været på forskellige seminarer. Birger er desuden uddannet instruktør indenfor Dansk Retriever Klub og har været træner i adskillige år. Derudover har vi begge – især Birger været aktive både i Golden Retriever.DK og Dansk retriever Klub primært Region Syd.
Ideologi
Vores mål er at opdrætte jagtgoldens, der samtidig er dejlige familiehunde med et super temperament. Hundene skal være trænbare og have den naturlige passion for apportering.
Sundheden skal også være helt i top. Derfor bliver vores hunde (ud over HD & AD fotografering og årlige øjenlysninger) bl.a. DNA testet for arvelige sygdomme og i det hele taget lever de op til DKKs avlsrestriktioner samt DKK og DRKs etiske anbefalinger.
Samtidig er det vigtigt for os, at afkommet er racetypisk og lever op til kravet om en sund krops-konstruktion, der er vigtig for at hunden bevæger sig på bedst mulige måde og derved undgår for tidlig og unødvendig nedslidning. En jagtgolden er typisk af lettere kropsbygning, er udholdende og har en smuk gylden pels.